Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Faglig vurdering af børn

Vurdering af børn – åbenhed og tilgængelighed.

I Kolding Kommunes daginstitutioner arbejder pædagogerne databaseret og målrettet med det enkelte barns trivsel og udvikling.

Dette kræver at barnet iagttages i forskellige situationer, således at pædagogerne har grundigt kendskab til barnets relationer og kompetencer inden for de forskellige udviklingsområder.

For at sikre kvalitet, systematik og overblik anvender institutionerne forskellige redskaber til dette.

Nærværende notat er et forsøg på at give et indblik i de forskellige redskabers formål og anvendelse. Notatet skal samtidig beskrive hvordan oplysninger, der findes om børnene, håndteres og deles med forældre og/eller andre myndigheder.

Kompetencehjulet:

For at sikre at de særlige tilrettelagte indsatser tager udgangspunkt dels i en anerkendende tilgang og dels i bred vurdering af alle barnets kompetencer, har vi inden for børneområdet valgt, at ”Kompetencehjulet” udgør den fælles kommunale ramme for det pædagogiske arbejde med at støtte børn i udsatte positioner i deres trivsel, læring og udvikling.

Kompetencehjulet anvendes til at udarbejde:

• Kompetenceprofiler af børn.

• Handleplaner for det enkelte barn, hvis det vurderes at der er behov for en særlig indsats.

"Kompetencehjulet" er samtidig et grundlæggende redskab  til det pædagogiske arbejde generelt, arbejdet med læreplaner, dokumentation og tværfagligt samarbejde og overgange mellem dagpleje/vuggestue til børnehave samt overgang mellem børnehave og skole.
Kompetencehjulet giver mulighed for, at pædagogen kan systematisere sine iagttagelser/observationer af barnet, således at der gives et fuldt overblik over barnets kompetencer på alle læreplansområderne.
Kompetenceprofilen er ikke en test, men er et øjebliksbillede af, hvordan pædagogen tæt på barnet oplever barnets kompetencer.

Udover at der udarbejdes en kompetenceprofil af barnet, kan redskabet generere handleplaner med forslag til aktiviteter og særlige indsatser, som kan understøtte barnets udvikling.

Som overordnet retningslinje for brug af kompetencehjul gælder, at der altid skal udarbejdes et kompetencehjul, hvis der er usikkerhed omkring et barns udvikling. Hvis der udarbejdes indstillinger til særlige støtte f.eks. fra PPR, skal indstillingen altid understøttes af et kompetencehjul på barnet. De fleste institutioner udarbejder kompetencehjul på alle børn en eller flere gange i løbet af de år, hvor barnet går i daginstitutionen.

Kompetencehjulet anvendes som sprogvurderingsredskab både i daginstitutioner og i dagplejen.

Når der udarbejdes et kompetencehjul gemmes dette i et lukket system, hvor kun de medarbejdere der har adgangskode, har tilgang. Kompetencehjulet er tilknyttet barnet med navn og cpr-nummer og er således omfattet af persondataloven.

Forældre skal altid oplyses om, at der udarbejdes kompetencehjul for deres barn og de har ret til at få materialet udleveret. I de fleste tilfælde foregår dette i forbindelse med forældresamtaler, hvor pædagogen gennemgår hjulet og orienterer om hvilke indsatser der iværksættes fra institutionen og giver råd om hvor forældrene kan støtte barnet i dets udvikling.