Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Praktisk ABC

Praktisk ABC

Ankomst og afhentning

Barnet skal afleveres og afhentes af forældrene, såfremt andet ikke er aftalt med personalet. Af sikkerhedsmæssige hensyn vil vi gerne vide, hvem der ud over jer må hente barnet. Oplysningerne skal også ind i AULA. I bliver informeret om fremgangsmåden.

Vi vil gerne give dit barn en god start på dagen i børnehaven. Det er derfor vigtigt, at du og dit barn får sagt goddag til en voksen i huset, når I kommer. Ligesom personalet selvfølgelig siger goddag til jer, når I kommer. Morgen og sidst på eftermiddagen er stuerne samlet. Personalet skiftes til at åbne og lukke børnehaven. Der er personale på stuerne fra kl. 7.30 om morgenen og frem til kl. 15.30. Det personale, der er mødt i ydertimerne, tager meget gerne mod jeres barn og evt. beskeder fra jer.

Vi vil gerne sige farvel og tak for en god dag til dit barn og dig. Om eftermiddagen er det vigtigt, at I siger farvel til en voksen, uanset om det er jeres stuevoksen eller ej.

 

Legepladsen

Vores legeplads er en af vores hovedattraktioner.

Vi lægger vægt på at udendørs legene kan foregå uforstyrret og uden direkte overvågning. Der vil være voksne med børnene ude; dog kan 4 - 6 børn selv være på legepladsen. Legepladsen er stor og har mange kroge og gemmesteder. Det kræver ret stor ansvarlighed at færdes på pladsen - for børn såvel som for voksne.

Børnene er ude mindst én gang dagligt, og i stort set al slags vejr. Det giver mudret og vådt tøj!!

Hensigtsmæssig påklædning efter årstiden er vigtigt - ligesom skiftetøj er en nødvendighed.

 

Garderobetips

Navn i tøj og sko

Der skal være navn i alt. Det er en stor hjælp, både for forældre og personale.

 

Skiftetøj

Skiftetøj skal passe til årstiden. Tjek skabet med jævne mellemrum. I kan regne med, at det tøj barnet har på i børnehave bliver godt brugt. Det er deres arbejdstøj.

Hjemmesko, ekstra undertøj, strømper, bukser og bluser er godt at have i skabet. Derudover er der brug for gummistøvler og regntøj. I vinterhalvåret yderligere flyverdragt, hue, vanter og vinterstøvler.

Børnehaven har lidt tøj i tilfælde af, at børnene skulle løbe tør for eget skiftetøj. Tøjet er mærket og kun til låns, det skal returneres til os i vasket tilstand hurtigst muligt.

 

Glemt tøj

Vi har kurve til glemt tøj. Her ligger det, vi ikke kan finde en ejermand til. Kurvene bliver tømt med jævne mellemrum, og tøjet bliver afleveret til genbrug.

 

Overtøj

Flyverdragter og regntøj har deres egen knag på børnetoiletterne eller i garderoben. I afd. Brændkjærgård skal det være i udegarderoben. Hvis det ikke er helt gennemblødt, kan det godt tørre natten over.

Vi anbefaler på det kraftigste at købe overtøj uden snore i hætter og lignende – eller fjerne snorene og erstatte dem med elastik. Vi fjerner snore, som vi skønner, kan være til fare for barnet.

Vanter eller fingerhandsker er en smagssag – men vanter er nemmere for barnet og holder for det meste også hånden bedre varm.

 

Daglig oprydning i garderoben

  • Tjek for vådt eller snavset tøj
  • Tjek for våde støvler – er de tørre, skal de op i rummet eller bænken., ved barnets plads (af hensyn til rengøringen og personalets rygge).

 

Det er Jeres ansvar, at barnet har tørt tøj med hver dag.

 

Fridage

Vi skal vide, når barnet holder fri - helst inden kl. 9.00 via stuernes mobiltelefon.

 

Solcreme

Om sommeren skal børnene smøres med solcreme hjemmefra, vi smører igen til middag. Børnehaven har solcreme til alle børnene.

 

Familie- og ulykkesforsikring

Børnehaven er ikke ansvarlig, for de ting børnene medbringer i institutionen. Hvis børnene forvolder skade på hinandens ting henvises forældrene til at klare dette indbyrdes.

Erstatningspligt – børn

Børnene er ansvarlige og erstatningspligtige for den skade, der forvoldes forsætlig eller uagtsom. Det vil sige, at en forsætlig eller uagtsom skade på institutionens bygninger, inventar eller materiel kan medføre et erstatningskrav afhængig af barnets alder.

 

Det anbefales, at familie- og ulykkesforsikring er tegnet, når barnet begynder i institution.

 

Blebarn

Hvis jeres barn bruger ble, medbringer I ugens ration. Børnehaven har en pjece til forældrene ” Af med bleen”, der handler om samarbejdet barn – forældre – pædagog omkring barnets parathed til at blive renlig.

 

Legetøj 

Mærk privat legetøj med navn. Vi påtager os ikke ansvaret for beskadiget eller bortkommet legetøj.

 

Orlov

Børnehaven råder over 4 orlovspladser. I kan søge orlov minimum 3 måneder og max 12 måneder. Ansøgning på www.netborger.dk

 

Friplads

Der kan i Børne- og Uddannelsesforvaltningen søges økonomisk eller pædagogisk friplads.

 

Udmeldelse

Sker elektronisk på www.netborger.dk til pladsanvisningen i Børne- og Uddannelsesforvaltningen med en måneds varsel til den sidste i måneden. Husk at melde dit barn ud, når I skifter til Glidende Overgang - SFO.